HAR DU LYST TIL AT KÆMPE FOR AT UNGES STEMMER BLIVER HØRT?
SÅ ANSØG SOM PRAKTIKANT HOS MODSTRØM
Modstrøm tilbyder et uddannelsesforløb i efteråret 2021 for to praktikanter, som vil lære at engagere unge i at skabe forandringer.
Forløbet er for dig, der ikke har taget den lige vej gennem uddannelsessystemet. Måske har du netop færdiggjort FGU, eller du har tidligere været elev på et andet forberedende tilbud. Din vej gennem uddannelsessystemet er ikke afgørende, men vi søger en, der har lyst til at kæmpe for, at unges stemmer bliver hørt. Som praktikant kan du bidrage til at Modstrøm bliver et endnu større fællesskab og at unge på og omkring på FGU bliver hørt på deres skole og i samfundet.
I Modstrøm ser vi en stor værdi i at få praktikanter ind og sidde på sekretariatet, fordi du kan bidrage med et andet syn på vores tilgang og vi tror på, at du kan være med til at sikre, at vores aktiviteter giver mening for unge på og omkring FGU.
DINE OPLEVELSER SOM PRAKTIKANT I MODSTRØM
Som praktikant vil du være med til at koordinere frivillige, arrangere events og formidle Modstrøms budskaber. Du vil blive udfordret i at møde nye mennesker, skabe relationer til andre unge og til lærere, præsentere noget for andre og hjælpe med praktiske opgave fx i forbindelse med et af Modstrøms event.
Mulige opgaver under sit praktikforløb:
- Deltage i skolebesøg på forskellige FGU-skoler, hvor vi fortæller om Modstrøm og laver sjove øvelser med eleverne
- Hjælpe med at kommunikere Modstrøms budskaber på Facebook, Instagram, i nyhedsbreve og på vores hjemmeside
- Forberede møder for Modstrøms Ungeråd
- Deltage i workshops og møder med fx politikere
- Være med til at planlægge og deltage i forskellige events
- Være i kontakt med Modstrøms frivillige og koordinere forskellige opgaver med dem
- Tage kontakt til leverandører ifm. events
Som praktikant kan du få mulighed for at lave dit eget projekt fra start til slut med understøttelse fra en praktikvejleder. Projektet skal indgå i Modstrøms aktiviteter. Det kan fx være, at du har været elev på et grafisk værksted, og du derfor har en god ide til et grafisk produkt, som skal indgå i en af Modstrøms store events, eller det kunne være, at du har været elev på et byg & bolig værksted og har en god ide til et særligt møbel til en af Modstrøms events.
Igennem hele dit praktikforløb vil du have en vejleder, som du har løbende samtaler med. Sammen tilrettelægger I dine opgaver og mål for praktikken.
ALT DET PRAKTISKE
Praktikperioden
Praktikperioden er på 3,5-4 måneder med opstart i august. Vi vil aftale præcise opstarts- og slutdato sammen, så det passer ind i dine planer.
Arbejdstiden er på 28 timer om ugen. I en normal arbejdsuge vil du skulle møde ind kl. 9-15 mandag-torsdag og om fredagen kl. 9-13. Der kan være weekend- og aftenarbejde, men du vil altid kunne afspadsere den tid, du har overarbejdet. Vi er åbne for at tilrettelægge praktikperioden, så det matcher dit forløb.
Aflønning
Vi kan tilbyde en praktikløn på 10.895 kr. månedlig og gratis frokostordning på kontoret.
Sådan søger du
Send en motiveret ansøgning til ebbe@viermodstrom.dk inden fredag d. 21. maj kl. 12.00.
Sted
Praktikken er på Modstrøms kontor på Emblasgade 175, København Ø. Hold dig ikke tilbage fra at søge, hvis du bor langt fra København – så ser vi om vi kan finde en løsning.
Vi holder samtaler i uge 21. Alle der har ansøgt vil få svar senest 31. maj.
Det vil være et ansættelsesudvalg, der står for ansøgningsprocessen. Ansættelsesudvalget består af en repræsentant fra Modstrøms ungeråd, en repræsentant fra Modstrøms sekretariat, din kommende praktikvejleder fra Modstrøms sekretariat
Du er velkommen til at kontakte sekretariatsleder Ebbe på 6019 2261 for at stille spørgsmål til praktikken.
Mere om os
Modstrøm er en elevorganisation for unge på og omkring den forberedende grunduddannelse, FGU. Vi er en bevægelse af unge, der ikke går den lige vej i uddannelsessystemet, og sammen kæmper vi for, at unge på og omkring FGU høres på skolerne og i den offentlige debat. Modstrøm er også et rummeligt fællesskab, hvor vi deler historier, handler på vores frustrationer og har det sjovt sammen. Modstørm har kontor i et farverigt og kreativt område på Emblasgade 175 i København.
Læs mere om Modstrøm lige her.