LEDIG STILLING: ELEVRÅDSORGANIZER

Vi søger elevrådsorganizer, der vil styrke elevdemokrati og engagement på FGU-skoler

Brænder du for at styrke unges demokratiske selvtillid og engagement gennem elevrådsarbejde?

MODSTRØM

Hvem er Modstrøm?

Modstrøm er en bevægelse af unge, der ikke går den lige vej i uddannelsessystemet. Vi kæmper for et mere rummeligt uddannelsessystem og et samfund, hvor der er plads til at stikke ud og være sårbar.
Mange unge i Modstrøm har aldrig følt, at de passede ind, og tvivler på værdien af deres synspunkter. Vi ser det som vores fornemmeste opgave at udfordre den antagelse og modbevise unge, der tror, at de ikke kan bidrage til fællesskabet. Det ved vi, at de kan – og vi vil styrke unges demokratiske selvtillid. Her kommer du som elevrådsorganizer til at spille en afgørende rolle.

HVAD INDEBÆRER JOBBET ?

Som elevrådsorganizer vil du være ansigtet, som eleverne på FGU møder i vores indsats med at styrke elevdemokratiet på FGU-skolerne, når du rejser rundt på de mere end 80 FGU-skoler i hele landet. 

Indsatsen er forankret hos vores organisationskonsulent, Charlotte Geneser, som vil være din faglige sparringspartner.

Dine opgaver omfatter, at:

  • Facilitere forandringsværksteder med elevråd på FGU-skoler i hele landet. 
  • Engagere frivillige unge til at facilitere skolebesøg og understøtte lokale elevråd.
  • Opstarte bæredygtige fælleselevråd på tværs af FGU-institutioner.
  • Koordinere den årlige Nationale Elevrådssamling.
  • Bidrage til Modstrøms kommunikation på sociale medier og i nyhedsbreve i forbindelse med skolebesøg.
  • Støtte lokale elevrådsinitierede kampagner.

HVEM ER DU?

Din uddannelsesbaggrund er ikke så vigtig for os. Det er til gengæld helt afgørende, at du brænder for at styrke unges demokratiske selvtillid – og har erfaring med og viden om at facilitere læringsaktiviteter for unge. 

Unge på FGU kan spejle sig i dig, og du kan møde dem i øjenhøjde og evner at se, hvordan deres ressourcer kan omsættes til frivilligt engagement i elevrådsarbejdet. 
Du har kørekort og har derudover lyst til og mulighed for at være meget på farten. 

Du er ansvarsfuld og selvstændig i din opgaveløsning. Du går ikke i stå, når tingene ikke går som planlagt, men bruger din positive indstilling, dit netværk og dine kollegaer til at finde måder at overkomme udfordringerne, så dine projekter alligevel kommer i mål.
Du er en tillidsvækkende person, som kan være i dialog med FGU-skolernes ledere og undervisere på en måde der understøtter Modstrøms samarbejde med skolerne. 

Har du erfaring med at lave organiserende arbejde er dette en fordel, men ikke et must. Fortæl os gerne i din ansøgning, hvis du har erfaringer at trække på fra organisering.

VI TILBYDER:

Et spændende og udfordrende job i et engageret fagligt miljø, hvor du har mulighed for stor indflydelse på eget arbejdsområde. Vi har kontor i indre København og gode muligheder for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet. Vi står over for en større udvikling af organisationen i 2024, herunder en udvidelse af sekretariatet, og det bliver helt sikkert spændende at være med på rejsen.

Stillingen er fuldtid og løn forhandles i henhold til erfaring og kvalifikationer.

Du skal forvente et betragteligt antal rejsedage om året, svarende til et par dage om ugen. Her kan du forvente at vi stiller bil, overnatning og forplejning til rådighed i det omfang, dit arbejde kræver det.

Er du interesseret og har noget at byde på, så send os din ansøgning samt CV til mailadressen kontakt@viermodstrom.dk senest fredag den 21. juni 2024 kl. 13.

Har du spørgsmål til stillingens muligheder i forhold til din profil, så kontakt gerne organisationskonsulent Charlotte Geneser på mail til charlotte@viermodstrom.dk

Har du andre relevante spørgsmål til stillingen eller ansættelsesprocessen, så kontakt gerne vores administrative leder Claudia Kabell Bjerrum på tlf. 61740545 eller mail til claudia@viermodstrom.dk

Vi forventer at holde samtaler den 24., 25., 26. og 28. juni med ansættelsesstart 1. september 2024.