FAQ

HVORDAN KAN JEG VÆRE AKTIV I MODSTRØM?

Hvis du vil være Aktiv Modstrømmer, bliver du en del af et nyt, sjovt og kreativt fællesskab. Det betyder, at du er en del af et hold, der sammen arrangerer events, laver videoer og fortæller historier om, hvordan det er at være elev på FGU. Som Aktiv Modstrømmer kan du også selv være med til at finde på, hvad det er, du gerne vil arbejde med i Modstrøm. Du kommer til at lære en masse andre at kende og går helt sikkert herfra med nye venner og bekendtskaber. Læs mere her.

HVAD KAN MAN LAVE SOM AKTIV I MODSTRØM?

Når du er Aktiv Modstrømmer, bliver du en del af et hold, der sammen arrangerer events, laver videoer og fortæller historier om, hvordan det er at være elev på FGU. Du kan også selv være med til at finde på, hvad du gerne vil lave i Modstrøm. Så hvis du er vild med at tage billeder, designe flotte plakater eller bare skabe god stemning på et hold, så kan du også være med til at gøre det i Modstrøm. En ting er sikkert, du kommer helt sikkert til at lære andre FGU-elever at kende og få nye venner og bekendtskaber. Bliv Aktiv Modstrømmer her. 

HVORDAN KAN MIT ELEVRÅD VÆRE MEDLEM?

Hvis I vil være medlem af Modstrøm som elevråd, skal I melde jer ind i Modstrøm. Det kan I gøre her.
Som en del af Modstrøm er I med til at styrke det nationale fællesskab af FGU-elever og bidrage til, at unge på og omkring FGU bliver hørt og taget seriøst. Derudover vil I som elevråd modtage invitationer til forskellige aktiviteter i Modstrøm, så I kan give jeres bidrag til elevorganisationen.

HVORDAN MELDER JEG MIN SKOLE IND I MODSTRØM?

Du melder din skole ind i Modstrøm gennem dit elevråd. Sammen med den lærer, der er ansvarlig for elevrådet på jeres skole, melder I jer ind i Modstrøm via tilmeldingsformularen på siden her. 

HVAD FÅR MAN UD AF AT VÆRE MED I MODSTRØM?

Hvis dit elevråd er medlem af Modstrøm, er I med til at styrke det nationale fællesskab af unge på og omkring FGU. Jeres lokale elevråd vil blive inviteret med til forskellige events med Modstrøm fx vores årlige Foreningsværksted. Hvis I har lyst, kan I få besøg af Modstrøms sekretariat og forskellige Aktive Modstrømmere, som vil lytte til, hvordan I har det på jeres skole, holde et oplæg om Modstrøm og lave nogle sjove øvelser med jer. Som medlem bidrager I også til, at unge på og omkring FGU får en stemme i den offentlige debat. Du kan læse mere om at blive medlem som elevråd her. 

Hvis du er Aktiv Modstrømmer bliver du en del af et nyt, sjovt og kreativt fællesskab. Du kommer til at lære en masse andre at kende og går helt sikkert herfra med nye venner og bekendtskaber. Derudover lærer du noget om, hvordan man kan gøre en forskel for andre unge og bliver bedre til at fortælle din egen historie. Som Aktiv Modstrømmer bliver du inviteret med til alle Modstrøms event fx Modstrøms camps og kampagneværksteder. Du kan læse mere om at blive Aktiv Modstrømmer her.

HVAD KOSTER DET AT VÆRE MEDLEM AF MODSTRØM?

Det er gratis for enkeltpersoner at blive Aktiv Modstrømmer. For elevråd og skoler er det gratis at være medlem af Modstrøm indtil marts 2021. Herefter vil der være et årligt kontingent, som jeres FGU-institution betaler. FGU-institutioner er forpligtet til at støtte elevrådet, hvis I ønsker at melde jer ind i Modstrøm.

HVAD MENER MODSTRØM?

Modstrøm er en partipolitisk uafhængig interesseorganisation. Vi er FGU-elevernes talerør, og vi arbejder for, at unge på og omkring FGU høres i samfundet og bliver taget seriøst på FGU-skolerne. Vi mener, at uddannelsessystemet kan gøres bedre og mere rummelig, og vi mener, at der i samfundet skal være plads til at stikke ud og være sårbar. Vi mener, at den bedste måde at skabe forandring på er ved at være forandringen selv. Derfor handler vi altid på det, der er vigtigt – i stedet for bare at snakke om det. Læs mere om, hvad vi mener lige her. 

HVEM ER MODSTRØM FOR?

Modstrøm er en bevægelse af unge, der ikke går den lige vej. Vi er FGU-skolernes elevorganisation, og vi repræsenterer unge på og omkring FGU. Så er du mellem 15-25 år, går på FGU eller er uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, så kan du blive en del af Modstrøm.

HVEM ER MODSTRØM STØTTET AF?

Vi modtager årligt midler til at drive Modstrøm af Egmont Fonden. Modstrøm bliver også støttet af FGU-skolerne, som vil betale et årligt kontingent for at være medlem af Modstrøm. Tuborgfondet har også i en periode støttet Modstrøm økonomisk under arbejdet med kampagnen: “Ingen unge skal føle sig alene på FGU – heller ikke derhjemme”.

HVEM BESTEMMER I MODSTRØM?

Det er Modstrøms Ungeråd, der bestemmer. Ungerådet er en gruppe unge fra forskellige FGU-skoler og tidligere produktionsskoler rundt omkring i Danmark, som vælges til at være en del af ungerådet på Modstrøms årlige Foreningsværksted. Ungerådet er valgt til at lede Modstrøm og fungerer som Modstrøms øverste beslutningstagere. Modstrøms sekretariat er ansvarlige for at hjælpe ungerådet med det, som de beslutter skal ske i Modstrøm. Alle unge på og omkring FGU kan stille op til Ungerådet. Ønsker du at stille op tag kontakt til sekretariatet. 

HVAD ER MODSTRØMS UNGERÅD?

Modstrøms Ungeråd er en gruppe unge fra forskellige FGU-skoler rundt omkring i Danmark. Ungerådet er valgt til at lede Modstrøm og fungerer som Modstrøms øverste beslutningstagere. Ungerådets medlemmer vælges til at være en del af ungerådet på Modstrøms årlige Foreningsværksted. Ungerådet består af 10-15 medlemmer samt nogle suppleanter. Alle unge på og omkring FGU kan stille op til at sidde i ungerådet. Man skal være mellem 18-30 år og bo i Danmark for at kunne stille op.

HVORDAN BLIVER JEG EN DEL AF MODSTRØMS UNGERÅD?

Du bliver en del af Ungerådet ved at stille op til Modstrøms årlige Foreningsværksted. For at stille op skal du være mellem 18-30 år og bo i Danmark. Hvis du gerne vil stille op til ungerådet, skal du sende en mail eller sms til Modstrøms sekretariat. Se kontaktinformationer her. 

HVAD LAVER MAN I UNGERÅDET?

Ungerådet mødes mindst fire gange om året. Når vi mødes, arrangerer vi Modstrøms aktiviteter og taler om, hvad der er vigtigt ude på FGU-skolerne. Vi mødes nogle gange i en weekend, andre gange i hverdagene. Når vi ses, så bruger vi også tiden på at lære hinanden bedre at kende og hygge os sammen. For at stille op til Modstrøms ungeråd skal du være mellem 18-30 år og bo i Danmark. Se her hvem der er en del af ungerådet i dag. 

HVORDAN FUNGERER MODSTRØM TIL DAGLIGT?

Modstrøm har et sekretariat af unge medarbejdere, der alle brænder for at skabe positive forandringer for unge på og omkring FGU. Sekretariatet står for den daglige drift, planlægning af nationale aktiviteter og understøttelse af Modstrøms lokale afdelinger (FGU-skolernes elevråd) – alt sammen i samarbejde med ungerådet. Derfor holder vi camps, møder og værksteder, hvor ungerådet, Aktive Modstrømmere og sekretariatet planlægger aktiviteter og handler sammen.

HVAD ER MODSTRØMS FORENINGSVÆRKSTED?

Modstrøms Foreningsværksted er vores årlige event, hvor vi inviterer en masse unge på og omkring FGU til at beslutte, hvad vi i Modstrøm skal kæmpe for. Til Foreningsværkstedet lærer vi hinanden at kende, har det sjovt sammen og handler på det, vi synes er vigtigt. Til hvert Foreningsværksted vælges en sag, som flertallet af de deltagende mener, at vi i Modstrøm skal arbejde for. I år var det sagen “Ingen unge skal føle sig alene på FGU”, som blev til en kampagne af samme navn. Til Foreningsværkstedet vælges også et nyt ungeråd, som skal lede Modstrøm det kommende år. Næste Foreningsværksted er d. 11. november. Læs mere om det lige her.

HVOR LIGGER MODSTRØM?

Modstrøms sekretariat har et kontor på adressen Sorøgade 6, 3. sal, 2100 København Ø. Har du et spørgsmål, som ikke er blevet besvaret her på siden? Så skriv til os her.