Alle taler om SU, men ingen taler om os, der er nødt til at få mad med hjem for at få råd til vores medicin
Hvad ville du prioritere? Din adhd-medicin eller aftensmad? Mad til den hund, der dæmper din angst, eller at betale elregningen? Din husleje eller rejsekort, så du kan komme i skole og få din løn?
Det er de valg, tusindvis af FGU-elever hver dag står over for. Unge, der har været en del af de 42.000 uden uddannelse og job, men som samfundet har lavet en uddannelse til – en uddannelse, der for første gang i deres liv giver rammer for læring.
Politikerne har bare glemt en vigtig ting: for at kunne lære skal du kunne leve. Det kræver, at du har råderum i din økonomi og kan betale de helt fundamentale ting. Det kræver, at du får en ordentlig og retfærdig skoleydelse.
Her har jeg nok allerede tabt mange. Alle har hørt om SU, universiteter og gymnasier. Men rigtig mange har ingen idé om, hvad FGU er.
Mens folk har travlt med at diskutere, hvorvidt en SU er cafépenge, diskuterer ingen, om det egentlig er i orden, at der er så mange elever, der er nødt til at spørge deres skole, om de må få mad med hjem fra kantinen, hvis de skal kunne få aftensmad.
Jeg er en af de unge. Mit navn er Julieane. Jeg går på FGU Vejle. Jeg har flere diagnoser, end der er bogstaver i alfabetet: Adhd, ptsd, angst, migræne, hypermobile, hyperhidrose, ordblind og allergi.
FGU er en uddannelse, der blev opfundet til os, der ikke er klar til ungdomsuddannelse eller job. Samtidig med at den skal gøre os klar til det, skal den give os personlige og sociale kompetencer – og demokratisk dannelse.
Det er selvfølgelig et fuldtidsjob. Især for os unge, som oftest kan have svært ved at klare os igennem en hel skoledag. Men lige nu får vi på ingen måde midler, der gør, at vi kan gøre det fuldtid.
Mens vi går på FGU, får vi en såkaldt skoleydelse – nogle kalder det for løn. Men det skal vi stoppe med. For hvis det er noget, er det en meget ringe timeløn. Lad mig tage min egen økonomi som eksempel. Jeg tjener 5.400 kr. Min husleje er på 3.416 kr. Samtidig koster min medicin 1.923 kr.
Det efterlader altså mig med omkring 61 kr. til mad, forsikringer, telefonregning og mad til min hund, som er noget af det, der hjælper mig allermest med min angst. Cafépenge er meget langt nede på min prioriteringsliste over, hvad jeg skal have råd til. Det er biografture, kaffe og tøj også. Derfor har jeg en aftale med min skole om, at jeg kan få mad med hjem fra frokost, så jeg har noget at spise til aftensmad – ellers ville det være min medicin, jeg var nødt til at vælge fra.
I Modstrøm, organisationen for elever på og omkring FGU, mener vi, at politikere bør sætte skoleydelsen op. Vi beder ikke om alverden – vi behøver ikke engang cafépenge, selvom vi da godt kunne drømme om at kunne tage i biografen og på café som andre unge.
Nej, vi ønsker os bare, at vi ikke behøver at gå og have ondt i maven over, om vi kan få råd til den dybt nødvendige, receptpligtige psykofarmaka, vi tager. For det er der nemlig en tredjedel af de elever, der går på FGU, der gør.
Derfor foreslår vi, at ligesom man har indført til kontanthjælpsmodtagere, så bør der også være et medicintilskud til os på FGU. Os, som har valgt at gøre, hvad politikerne siger, og begynde på en uddannelse og gå af kontanthjælpen – men som nu har svært ved at have råd til den medicin, der gør, at vi faktisk kan lære noget. Lad os gøre det muligt at leve, så vi kan lære på FGU’en.